IPv6 brokenness er et fænomen som forhindrer nogle browsere på nogle computere i at tilgå websites som understøtter både den gamle IPv4 protokol og den nye IPv6 protokol.
På grund af dette fænomen holder mange websites igen med udrulning af IPv6. Således kan de fleste websites på nuværende tidspunkt kun tilgås med den gamle IPv4 protokol.
For at skabe bedre forståelse af problemet og dets omfang og for at skabe mere opmærksomhed om at få problemet løst har en række virksomheder koordineret en større test den 8. juni 2011.
IPv6 brokenness opstår når en computer eller en browser fejlagtigt tror den kan anvende både den gamle IPv4 protokol og den nye IPv6 protokol. Når brugeren tilgår websites der kun er tilgængelig over IPv4 vil browseren anvende denne protokol, og dette vil som regel virke. Hvis et website er tilgængeligt både over IPv4 og IPv6 kan det ske at browseren vælger IPv6 i den tro at det vil virke. Men hvis computeren har en fejlbehæftet eller manglende IPv6 forbindelse vil brugeren således opleve fejl eller meget langsom tilgang til disse websites.
Den mest udbredte kilde til IPv6 brokenness er autokonfigurerede tunneller som 6to4 og teredo. På grund af disse protokollers brug af tredjeparts relays gives der ingen garantier om stabiliteten af forbindelsen. Andre mindre udbredte kilder til IPv6 brokenness er fejlbehæftede DNS servere. Mange routere til hjemmenetværk har en indbygget DNS server. I nogle af disse routere er der fejl i DNS serveren som betyder at den ikke kan håndtere websites som har både en IPv4 og en IPv6 adresse.
Netiter udvikler produkter, som kan give en mere pålidelig forbindelse når 6to4 anvendes. Netiter har valgt at dette website indtil videre kun skal være tilgængeligt over IPv4 fordi det er vigtigt at brugere berørt af IPv6 brokenness også kan besøge dette website. For nogle brugere kan dette website være første skridt på vejen til at få løst problemet.
Netiter tillader at denne side må gengives i sin helhed eller i forkortet udgave så længe Netiter angives som kilde.